Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, optimere brugeroplevelsen og målrette markedsføringen. Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Læs mere Det er OK

Produktet blev tilføjet til din indkøbskurv.

Fortsæt med at handle
Gå til kassen

Marie og Jakob var i studiet til optagelser af Løvens Hule i midten af juni 2017, hvor Dyekjaer Design fik en investering af Ilse Jacobsen og Jesper Buch på 200.000 kroner. Programmet blev sendt i begyndelsen af marts 2018.

Umiddelbart inden optagelsen indledte vi et Kickstarter-inspireret forsalg af kopperne, dels for at skaffe penge til produktionen og dels for at have salgstal at vise frem i Løvens Hule.

Hvad er der sket siden optagelserne?

Første udfordring var at få leveret kopper til de af vores kunder, der havde forudbestilt.

Vi blev desværre ramt af produktionsproblemer, idet den fabrik vi havde fundet, viste sig ikke at kunne levere ordentlig kvalitet til tiden, og i samråd med investorerne besluttede vi derfor at droppe det samarbejde.

Det betød, at Marie måtte i gang med at producere selv, og over en periode på tre måneder trykte hun i løbet af efteråret og vinteren 2400 kopper på sin lille maskine - først til forudbestillingerne, som vi leverede med forsinkelse i begyndelsen af december, og dernæst til almindeligt salg.

Nye kopper

Allerede under optagelserne til Løvens Hule spurgte Ilse Marie, om hun ville være med til at skabe nye kopper. Hendes vision var at skabe en luksusserie af blomsterkopper, så det gik vi i gang med at arbejde på umiddelbart efter optagelserne.

Marie brugte sommeren og efteråret 2017 på at male mere end 60 forskellige motiver af danske grøftekantsblomster i akvarel, som hun har sammensat til sirlige blomstercollager, der skal overføres til farvede porcelænskopper med gulddetaljer.